Banebeskrivelse - 18 huller
Banebeskrivelse udarbejdet i 2013 af Golfontour.dk
Fantastisk golfanlæg
I Hvalpsund ligger der et super fantastisk golfanlæg. Beliggenheden er helt unik og det gør jo bestemt heller ikke noget, at golfbanen har golfhuller for enhver smag, i varieret design og top kvalitet. Klubhuset er lækkert og placeret godt med en lækker udsigt over golfbane og Lovns sø og Bredning. Det er i sig selv utroligt flot og betagende. Hvalpsund råder også over en skøn 9 hullers bane, med både par 3,4 og 5 huller, hvor vinden kan spille en stor rolle.
Perfekt udnyttet areal
Banearkitekt Michael Traasdahl Møller har udnyttet arealet perfekt. Banen har både seaside, skov og park huller, og derfor er der ikke to huller der er ens. Allerede ved hul 1, får man et indtryk af banearkitektens kvaliteter. Et par 5 hul på 432/378 meter fra gul og rød tee. Det er et åbningshul der har hcp. index 1, og man skal virkelig tænke sig om her. Mange ville nok hive driveren op af bagen og give den alt hvad remme og tøjler kan klare. Men pas på med det. For sidder den ikke præcis i skabet, er der med garanti problemer i form af træer i begge sider. Hold dig på fairway og slå den ned i bunden før søen i andet eller tredje slaget, og du har et overkommeligt indspil til den hævede green. Et super flot, men også svært hul at starte runden med.
En kort gåtur gennem skoven, og hul 2 venter. Et par 4 på 267/223 meter. Out of bounds i hele venstre side og masser af krat og træer i højre. En bunker i højre side af fairway, opsnapper de lidt slicede slag. Hullet er mere åbent end hul 1 og ret kort af et par 4. Men et super flot golfhul, med en hældende green, der er hurtig og beskyttet af en bunker foran. Par 3 hullet herefter, er på 145/122 meter og har en green, der er placeret i en skovlysning med en bunker foran. De mange små pukler på green, gør det til en udfordrende oplevelse.
Banen er udfordrende med lækre bløde fairways
Så kommer hul 4 og 5. Begge rigtig gode par 4 park-huller, hvor flaget kan ses hele vejen fra tee til green. Begge greens er rigtig udfordrende i form af hældninger og hurtigt underlag. Semi-roughen er holdt nede mellem hullerne og det er muligt, at finde sin bold, selv med et skævt Drive. Det er i det hele taget noget som kan ses hele vejen rundt. Banen er udfordrende men fair og i super flot stand, med lækre bløde fairways, flotte bunkers og ikke mindst fabelagtige greens. Og der er ikke langt fra green til tee.
Hul 6 er banens sværeste par 4 hul med dog leg venstre og masser af bunkers i knækket. Pas på med, at skære hullet over ved, at slå over roughen i venstre side. Der er uendeligt meget af det, og det ender med alt sandsynlighed, med en tabt bold. Slå ned i knækket og er du dygtig nok til, at slå den ud til den sidste bunker, har du ca 150 meter ind til green, der ligger lidt højt med bunkers i højre og skrænt bag ved. Så slå ikke for langt i indspillet her. Hul 7 er et flot par 3, med en betagende fjord baggrund. Kend længden på dine jern og undgå vandet i venstre, og det er et overkommeligt par 3 på 119/100 meter.
På hul 8 slår man op af bakke til en fairway med to stk. bunkers og en green der har en enkelt bunker på venstre side. Det kan virke lidt blindt fra tee. Sigt efter venstre side af bunkeren du kan se fra tee, og du kommer ikke på helt gale veje. Sidste hul på for-ni er et par 4 på 317/284 meter. Her gælder det om, at undgå bunkers i højre. Med klubhuset i baggrunden, spilles der til en hældende og hurtig green, beskyttet af en bunker foran.
Klubhuset er placeret strategisk godt
Klubhuset er placeret strategisk godt. For skal man en tur på toilettet eller andet, er der på runden, op til flere gange mulighed for det. Bag-ni starter ud med et kort par 4 på 289/249 meter. Et dog leg højre sluttes af med en green, hvor det er vigtigt, at undgå bunkers da de har nogle meget udfordrende kanter. Langt slående vil slå i højre side af fairway og flyve bolden over bunkeren 189/149 meter ude. Hul 11 er banens sværeste og bedste par 3 hul. Det måler 171/140 meter og er beskyttet af en sø i højre side lidt før green, samt bunkers i begge sider. Green virker lille fra tee og kan være svær, at ramme i udslaget. Og green er onduleret og virkelig udfordrende.
Hul 12 starter en tur, der kan tage åndedrættet fra selv den mest garvede naturelsker. Par 5 hullet ligger langs vandet og meget smukt er det. Fairway er bred og der skulle være rigelig mulighed for, at give Driveren alt hvad den kan holde. I slutningen af det flotte par 5, knækker hullet til venstre, op af bakke. Op til en green, med endnu én af mange fantastiske udsigter, som findes på golfbanen. En bunker som ikke kan ses fra forkanten, tager nogle af de bolde der ruller for langt. Hul 13 er ligeså smukt, og ligger også langs fjorden. Ved green er det umuligt ikke, at beundre udsigten og det rige fugleliv. Spiller man ikke godt her, er der til gengæld rig mulighed for, at nyde den unikke natur.
Lækre greens, hvor bolden ruller perfekt
Et godt par 4 og banens nemmeste, et par 3 der spilles op mod klubhuset, på 143/120 venter, inden banen sluttes af med nogle virkelig svære og helt igennem fantastiske golfhuller. Hul 16 er ligesom hul 1, et smalt skovhul der kan tage pusten fra de fleste, der tvivler på retningen af deres køller. Det siger sig selv, at man skal undgå træerne i begge sider på dette flotte par 5 hul. Green ligger i bunden, hvor træerne ender. Vi må endnu engang rose de lækre greens, som på alle 18 huller rullede perfekt.
Par 3 hullet 17. er den sidste mulighed for, at øve retningen på svinget, inden det igen går løs på et afslutningshul, som ligger mellem hul 1 og 16 i skov. Her er uden det nok overrasker nogen, smalt som var det i en trakt, hvor enkelt stående træer midt på fairway, bestemt ikke gør det lettere. Vi var ikke i tvivl om, at vi finder både hul 1, 16 og 18 sværere end banens sværeste i følge index, hul 6. En fade højre om de enkelte træer på fairway, må være optimalt på dette svære afslutningshul. For der er jo plads nok på fairway. Men det virker ikke sådan når men står overfor hullet på teestedet. En lille bunker før green, snyder én lidt med afstanden til selve greenen.
En af top banerne i Danmark
Hvalpsund er svær, udfordrende, overkommelig og gude smuk på én gang. Kombinationen af de forskellige golfhuller, tilsat nogle velplacerede bunkers, fantastiske greens og en fantastisk placering, gør det til én af top banerne i Danmark.
Hvalpsund Golf Club er kvalitet for hver en krone. På gensyn snarest.