Årets beretning for 2022
Når jeg kigger tilbage på sidste år, og skal komme med en beretning, så er det med både stolthed og glæde. Året 2022 var efter min vurdering, et rigtigt dejligt og begivenhedsrigt år for Hvalpsund Golf Club, med flere nye tiltag.
Bestyrelsesarbejdet
Samarbejdet med nye investorer og dermed en ny drift bestyrelse, har været super godt, positivt og altid udviklings-fremadrettet mod det bedste for Hvalpsund Golf Club. Og vi har haft nogle rigtig gode fællesmøder.
Tak til begge bestyrelser for deres indsats og for et rigtigt godt samarbejde i 2022.
Vi var selvfølgelig også med på messen – Ferie for alle i Herning i februar, og Vi fik afholdt generalforsamling i marts måned 2022.
Vi fik også startet nogle gode kursushold i 2022, og som noget nyt oprettede vi et kursushold for ”Kvinder og Golf” som blev super godt hit og vi fik mange positive tilbagemeldinger, så det kan vi forhåbentligt gentage her i 2023.
I den forbindelse kan jeg kun opfordre alle medlemmer til at gøre god reklame for Hvalpsund Golf Club, samt prøve at skaffe nye kursister og medlemmer.
En af de helt store ting i 2022, var oprettelsen af vores ”Begynderudvalg”
Et team på 8 – 12 medlemmer, som på skift er mentorer for vores nye medlemmer en gang om ugen.
Kære begynderudvalg – I får så mange roser for jeres arbejde og jeres arbejde er så vigtigt for at fastholde og integrere nye medlemmer i klubben.
Og jeg er sikker på, at hvis nogen af jer har lyst til at hjælpe, med at tage godt imod vores nye golfspillere – Så er i meget velkomne.
Vi deltog også i Golfring Limfjorden – Regionsgolf – Og en venskabsturnering.
Super godt og god reklame for Hvalpsund Golf Club – Jeg kan kun opfordre til at deltage – Det er både sjovt og hyggeligt og tage af sted som et hold.
En anden af de helt fantastiske ting der skete i 2022 for Hvalpsund Golf Club
” Hvalpsund Golf Restaurant”
Behøver jeg at sige mere 😊
Lene, Jan og pigerne i køkkenet er ganske enkelt guld værd for Hvalpsund Golf Club. Det er for alle os medlemmer – Det er for alle vore gæster – Det er for hele Hvalpsund egnen – Og en fantastisk reklame for Hvalpsund Golf Club.
Der skal bestemt også lyde en stor tak til klubberne i klubben – Tak for jeres dejlige arbejde, det er nemlig super vigtigt med tilbud til vores medlemmer, hvor de kan nyde at spille golf sammen med andre 😊
Et nyt tiltag er også at vi skiftes til at gøre rent i bagrummet i kælderen og der er så pænt 😊
Vi har også haft nogle rigtig fine golfmatcher i 2022 – og i den forbindelse skal der bestemt lyde en kæmpe tak til alle vores dejlige sponsorer
(Der vises slideshow med billeder fra matcherne)
Der skal i det hele taget lyde et kæmpe stort tak til alt det frivillige arbejde som rigtig mange medlemmer står for her i vores golfklub.
Ingen nævnt – ingen glemt – I ved det godt selv – klap hinanden og jer selv på skulderen – DET ER JERES SKYLD – At vi har en så dejlig golfklub lige her.
Vi er nu godt i gang med 2023, og til det har jeg lidt mere når vi når til punktet eventuelt.
Mange tak for ordet og med ønsket om en rigtig dejlig sæson til jer alle, var dette min beretning for året 2022.
Anders West
Formand
Den 25. april 2023